Dead Narrative

Af Jesper Juul ( )

Dead Narrative er historien om tre personer. White, Blue og Red går rundt i en minimal kulisse med fem lokationer: Stationen, gaden, biblioteket, parken, hotellet. De mødes nu og da og forsøger nu og da usikkert at kontakte hinanden. Historien kan opleves fra en valgfri persons synspunkt. Det er muligt at følge flere personer på samme tid.

Med titlen "Dead Narrative" mener jeg en historie, der har mistet sin funktion, dvs. at fortælle om begivenheder som om de allerede har fundet sted og at argumentere for en forbindelse mellem disse. Dead Narrative, derimod, er ren matematik; 15 formler kombinerer små stykker tekst til det du læser: Et historie-loop på 125 døgn, en historie hvor der aldrig rigtigt sker noget.

Dead Narrative er en historie der er låst i tid. Man kan ikke læse historien som helhed eller bede en ven om at læse side 112. Hvad man læser, kan kun læses i nuet, mens man læser det.

Teksten veksler med et grafisk mellemspil, der nogle gange kaster lys over historien. Og omvendt.

Dead Narrative bevæger og kombinerer sig automatisk, selv når ingen er i færd med at læse den. Enhver computer på Internettet kan forbindes til Dead Narrative, og flere skærme forbundet på samme tid vil vise samme del af Dead Narrative, synkroniseret.

Dead Narrative starter den 16. oktober 1998 kl. 18:00 og gentager sig selv hvert 125. døgn.